Undervisningsplan
Varighed: 16-22 lektioner á 45 min..
Vi anbefaler denne overordnede tidsplan for undervisningen:
Før forløbet
Før du starter med klassen skal du:
1) Sætte dig ind i forløbet ved at læse nærværende lærervejledning og elevuniverset, som består af holdets Filmlinje. Opret en produktion af reklamefilmtypen for at se elevuniverset på reklamefilm (åbner i nyt vindue).
2) Beslutte hvilket produkt eller hvilken sag, der skal reklameres for og forberede en kort briefing. Du skal som lærer være kunden, der har et produkt, som et antal filmhold i klassen nu skal lave hver sin reklamefilm for. Eleverne skal indtage hver sin funktion på filmholdet, og jo mere de "leger med", jo mere får de ud af forløbet - derfor må du også gerne give den gas og leve dig ind i rollen som kunde.
Du skal vælge et produkt og forberede en kort præsentation (briefing). Det kan sagtens være det samme produkt, som alle filmhold laver hver sin reklamefilm for. Det er en god ide at vælge et produkt, der kan sælges til flere målgrupper, så eleverne selv kan definere denne. Hvis du vælger forskellige produkter, skal du lave flere briefinger.
Fokusér i briefingen især på:
- Hvad er produktet - vis det gerne frem.
- Hvad er produktets unikke selling point (USP), dvs. hvad adskiller produktet fra sine konkurrenter eller tidligere versioner af produktet?
- Hvad er produktets brand-farver. Det kan være logo-farver, som du gerne vil have integreret i filmen
Kunden (læreren) kommer ind i klassen med sin taske. Op af tasken tager hun en pakke Galle & Jessen pålægschokolade og sætter den forsigtigt på bordet.
Hun vender sig mod klassen og siger: "Goddag, jeg er direktør for PR-afdelingen i Galle & Jessen. Jeg er glad for at se så mange filmhold i dag, for vi har besluttet at lave en hel række nye reklamefilm. I skal lave en på hvert hold."
Hun tager pålægschokoladen op og siger: "Det er vores pålægschokolade, vi gerne vil have solgt mere af. Som I kan se er gul en vigtig farve. Den gule farve må gerne indgå i reklamen. Selve produktet, altså pålægschokoladen, behøver ikke være en del af handlingen, men reklamen skal selvfølgelig slutte af med et produktskud af en æske pålægschokolade. Det unikke selling point for denne kampagne er, at vores pålægschokolade skal knækkes over. Det skal konkurrenternes ikke. Det kan man få mange ideer af. Knækket er lækkert. Og det lyder godt. Man kan også få den størrelse pålægschokolade, man ønsker. Det er op til jer, hvordan I vil vise det unikke selling point. Jeg håber at se nogle kreative reklamefilm. Tak."
Du kan også vælge, at eleverne skal lave en kampagne, dvs. reklamere for en sag, der skal ændres holdning eller adfærd til. Fx at beskytte sig mod for megen sol, stoppe rygning eller beskytte sig mod nytårskrudt - så præsenter nogle facts om faren ved ikke at ændre adfærd. Det kan udgøre det for sagens USP.
3) Inddel klassen i filmhold á 4 (evt. 5) personer og starte en Reklamefilm-produktion til hvert hold (medmindre du lader eleverne oprette selv).
Når alle elever er kommet på et filmhold, er I parate til at gå i gang. Du kan fordele funktionerne på de enkelte filmhold nu, eller lade eleverne selv konstituere holdet (sker automatisk under milepælen Start).
Bemærk, at det er en rigtig god idé fra start at kommunikere/afklare, om filmene skal offentliggøres eller blot vises internt i klassen (se Udgivelse). Læs mere i Tips til læreren på milepælen ”Præsentation”.
Forløbets afvikling
Hvert filmhold arbejder med at løse Opgaver knyttet til de forskellige Milepæle på deres produktions filmlinje. Der arbejdes fra venstre mod højre, så alle milepæle i forproduktionen skal være løst, før holdet kan gå i produktion osv.
I kan i plenum starte med at se introduktionsvideoen ”Sådan laver man reklamefilm”, som findes på hvert holds startside.
Derefter går eleverne i gang med milepælen ”Start”.
Som en del af forløbet får eleverne hver sin funktion på filmholdet (fordeles af holdet selv under milepælen Sæt hold, hvis ikke du har fordelt på forhånd). Det er væsentligt for forløbets succes, at eleverne lever sig ind i disse roller og påtager sig ansvaret forbundet med dem.
Der er 4-5 elever på hvert filmhold, og de kan med fordel have disse kompetencer:
- Instruktøren - skal være både tjekket og kreativ og kunne arbejde selvstændigt.
- Fotografen - skal være disciplineret, selvstændig og have interesse for billeder.
- Tonemester – skal skabe lydsiden på filmen, dvs. kunne finde musik og finde frem til de andre lyde, der passer til ideen.
- Scenografen - skal have sans for rum, farver og stemninger og være praktisk anlagt.
- Kostumieren - skal have sans for tøjstil, farver og stemninger.
- Skuespiller(ne) - skal ikke være genert, men være parat til at udtrykke følelser fra sin karakter, mens de andre på holdet ser på.
- Klipperen skal absolut ikke have computerskræk, men samtidig er en kreativ/musisk åre er ret vigtig
Skuespillerne kan ofte varetages af nogle af funktionerne bag kameraet. Bemærk, at fotograf og tonemester (hvis der bruges ekstern mikrofon og skal boomes) kun kan være bag kameraet under optagelserne, og derfor ikke kan være skuespillere. Men både scenografen, kostumieren og klipperen vil tit have tid til at tage en rolle som skuespillere, og det giver dem en mere jævn arbejdsmængde gennem forløbet.
Undervejs i forløbet vil eleverne møde opgaver, som du skal godkende. Det er tydeligt angivet ud for opgaven, hvis det er tilfældet. her er en oversigt over opgaver, læreren skal godkende eller deltage i:
- Kundens briefing
- Ideudvikling (valg af ide)
- Lave skudliste
- Find location
- Hver gruppe fremlægger deres forarbejde for kunden
- Grovklipning
Der er opgavespecifik Lærervejledning under opgaverne på hver milepæl. Her finder du vigtige opmærksomhedspunkter og gode råd til facilitering og vejledning af eleverne samt tips til undervisningsformen.
God fornøjelse :-)