Reklamefilm-forløb
Dette er en generel lærervejledning til forløbet indeholdende læringsmål, forslag til undervisningsplan mm..
Reklame er et tema, næsten alle elever kommer til at arbejde med i danskfaget. Dette forløb lader eleverne producere en reklamefilm for et produkt eller en sag. Undervejs forholder de sig analytisk og vurderende i forhold til andre reklamer, og de lærer at bruge de filmiske virkemidler i deres egen reklame til at fremme budskabet overfor målgruppen. Når eleverne selv prøver at producere reklamer, bliver de stærkere til at afkode dem efterfølgende.
Kort om forløbet
Læreren er kunden, der bestiller en række reklamefilm for sit produkt eller sin sag hos filmholdene i klassen.
Klassen inddeles i hold á 4-5 personer. Hvert hold skal producere en reklamefilm på 30-45 sek. for et produkt eller en sag, du vælger.
Først arbejdes grundigt med historie, målgruppe og USP (Unique Selling Point). Hvert hold udvikler i fællesskab en ide, som omsættes til et kort manuskript.
Eleverne får en eller flere funktioner: Skuespiller(e), instruktør, fotograf, tonemester, kostumier, scenograf eller klipper.
Herefter arbejder de forskellige funktioner med billedfortælling, lydside, instruktion, skuespil, scenografi, kostumer og klipning. Samarbejde, kommunikation og kreativitet er nøgleord i processen. Der skal træffes mange valg i forproduktionen, så de helt rigtige skud kommer i kassen under optagelserne.
I postproduktionen klipper halvdelen af holdet på filmen, mens de andre optager voice over og det vigtige produktskud.
Til slut har I en række reklamer, som I kan se og sammenligne.
Se detaljer for forløbet i menupunktet Undervisningsplan.
Fag og mål
Reklamefilmforløbet egner sig særligt til dansk 7.-10. klasse.
Eleverne kommer naturligt til at arbejde med de tværgående temaer It og medier samt Innovation og entreprenørskab.
Læs nærmere i menupunktet Mål med forløbet.
Lærerens rolle
Du skal som lærer være kunden, der har et produkt, som et antal filmhold i klassen nu skal lave hver sin reklamefilm for. Du skal vælge et produkt og forberede en kort briefing. (Læs mere om kundens briefing under Undervisningsplan).
Kunden (læreren) kommer ind i klassen med sin taske. Op af tasken tager hun en pakke Galle & Jessen pålægschokolade og sætter den forsigtigt på bordet.
Hun vender sig mod klassen og siger: "Goddag, jeg er direktør for PR-afdelingen i Galle & Jessen. Jeg er glad for at se så mange filmhold i dag, for vi har besluttet at lave en hel række nye reklamefilm. I skal lave en på hvert hold."
Hun tager pålægschokoladen op og siger: "Det er vores pålægschokolade, vi gerne vil have solgt mere af. Som I kan se er gul en vigtig farve. Den gule farve må gerne indgå i reklamen. Selve produktet, altså pålægschokoladen, behøver ikke være en del af handlingen, men reklamen skal selvfølgelig slutte af med et produktskud af en æske pålægschokolade. Det unikke selling point for denne kampagne er, at vores pålægschokolade skal knækkes over. Det skal konkurrenternes ikke. Det kan man få mange ideer af. Knækket er lækkert. Og det lyder godt. Man kan også få den størrelse pålægschokolade, man ønsker. Det er op til jer, hvordan I vil vise det unikke selling point. Jeg håber at se nogle kreative reklamefilm. Tak."
Lærerens rolle er derudover at facilitere samarbejdsprocessen på holdene og sikre, at arbejdet skrider frem efter planen.
Filmlinjen.dk lægger op til, at filmholdene er fagligt selvstyrende. Fagligheden får eleverne gennem artikler og en række videoer med professionelle filmfolk og unge, der forklarer og viser, hvordan arbejdet med en funktion skal udføres. Alle opgaver er detaljeret beskrevet, og der er tilknyttet en lang række værktøjer, som er selvinstruerende og skabt i samarbejde med faglærere og professionelle filmfolk. Hvis du har lyst til at opkvalificere din viden om filmproduktion, kan du se videotutorials med proffe filmfolk, der forklarer om optagelse, lyssætning, klipning mm.
Klik gennem de tre slides og læs forklaringen under billederne:
Slide 1: På holdets filmlinje kan du på farvekodningen se, hvor langt holdet er: RØD = intet arbejde gjort, GUL = arbejdet er i gang, GRØN = færdig.
Slide 2: Under "Mine produktioner" får du et overblik over alle holdenes progression med faserne forproduktion, produktion og postproduktion
Slide 3: Opgavespecifik lærervejledning. Under opgaverne for hver milepæl findes der Tips til læreren med vigtige opmærksomhedspunkter og gode råd til facilitering og vejledning af eleverne.