Filmlinjens gyserfilmkonkurrence 2025
Skræm dine venner med en gyserfilm og deltag i konkurrencen om biografbilletter til hele klassen. Tilmeld klassen nu!
Lad eleverne få dybt kendskab til gysergenren ved at arbejde produktivt med filmmediet. Alt stilladseres gennem forløbet på Filmlinjen.dk. Eleverne arbejder i små filmhold á 4-5 personer. Hver elev har sin funktion på holdet og får opgaver, værktøjer og tips fra proffe filmfolk til at løse opgaverne.
Når gyserfilmene er færdige, kan de udgives på Filmlinjen.dk (kræver Skoletube), hvorved de deltager i konkurrencen om en omgang biografbilletter til hele klassen og andre flotte præmier.
Hvordan tilmelder man film?
Læreren forhåndstilmelder klassens filmhold i denne formular (det er uforpligtende, så hvis I ender med ikke at indsende film, sker der intet).
Hvert filmhold i klassen udgiver senest torsdag den 09/10/2025 den færdige filmproduktion på Filmlinjen.dk. Nu deltager filmen i konkurrencen.
Hvordan bedømmes filmen
Vi har en jury af professionelle filmskabere til at bedømme filmene.
Overordnet bedømmes en film på, om den skræmmer tilskueren, for det er gyserfilmens succeskriterie nr. 1. Den mest effektive gyserfilm vinder konkurrencen og hele klassen får biografbilletter til den lokale biograf.
Derudover kigges også på hvordan skuespil, fotografering, klipning, lyddesign og production design understøtter oplevelsen, og der uddeles diplomer for de bedste præstationer på disse punkter. Den bedst fotograferede film vinder desuden et dagskursus i gyserfilm for klassen med en professionel instruktør i Station Nexts studie.
Filmene skal i øvrigt overholde disse regler:
- Varighed 2-5 min.
- Filmen skal være produceret til denne konkurrence af elever i 7.-8. klasse.
- Der må ikke benyttes rettighedsbeskyttet musik. På Skoletube kan man finde clearet musik i værktøjet Find the Tune.
- Deltagende film skal være publiceret på Filmlinjen.dk senest den 09/10/2025. Det er nødvendigt at lægge filmene på Skoletube (eller skjult på Youtube) for at kunne publicere dem.
Prisoverrækkelse
Vinderne afsløres på en online prisoverrækkelse på halloweendagen, dvs. fredag 31/10/2025 kl. 10:00. Prisoverrækkelsen tager ca. 20 min.
Undervisningsmateriale og tid
Undervisningsmaterialet og lærervejledning findes ved at gå til denne side. For at se elevuniverset, skal du starte en filmproduktion.
Det samlede forløb kan laves på 19-32 lektioner.
Webinar for lærere i gyserfilmproduktion
Hele forløbet er selvinstruerende. Men vil du som lærer have nogle tips til at vejlede eleverne i at lave effektive gyserfilm, så se vores webinar med instruktør Martin Strange Hansen og producer Torben Larsen (her gennemgås opstart på Filmlinjen.dk, lærervejledning, suspense/chok, ideudvikling, lyddesign mm.).
Mere gyserfilm på Gyldendal Dansk
Dette produktionsforløb på Filmlinjen.dk indgår i et lidt længere gyserfilmforløb på Gyldendal Dansk, hvor der også indgår oplevelse og analyse af gyserfilm. I anledning af filmkonkurrencen, er forløbet frit tilgængeligt for alle fra juli 2025 til efterårsferien 2025.
Vigtige datoer
Indsendelse af film: torsdag 09/10/2025 kl. 23:59
Afsløring af vindere: fredag 31/10 2024 kl. 10:00-10:20