Tonemesterens manusbreakdown – eksempel

Når man laver et manusbreakdown, læses manus igennem, og alt der har betydning for netop din funktion, noteres ned. Forestil dig filmen, mens du læser, og skriv alle de idéer, du får, ned.

Notér idéer til ekstralyde der skal optages (også kaldet wilds), stemningsmusik eller musik direkte i handlingen, atmosfærelyd (vind, lyden af den nærliggende vej, fest-lyd etc.), lydeffekter osv. ned i dit breakdown, for så har du noget at gå ud fra, når du bl.a. skal finde ud af, hvilket lydudstyr du skal bestille.

Et breakdown kan foregå ved, at du skriver dine idéer direkte ind i manus, eller også kan du lave en kopi af manus med en kolonne til kommentarer.

Sørg for at få så mange idéer på i starten, da du altid kan sortere fra senere.