Dialog i manuskripter

Gode karakterer har altid et projekt – en mere eller mindre åben eller skjult plan med det, de siger eller gør. De vil opnå eller undgå noget. Det skal afspejle sig i dialogen.

Man kan let skabe humor eller spænding ved at arbejde med forskellen mellem replikkens over - eller undertekst, hvor overteksten er det, der reelt siges og underteksten er den mening eller hensigt, der ligger i det sagte. Den indirekte samtale kan have sine fordele. Underteksten giver os nemlig mulighed for at boltre os i uærlige og ondskabsfulde hentydninger, uden at vi kan tages på ordet. Det kan der komme ubehagelige samtaler, men gode dialoger ud af.

 

Over – og undertekst

Fra den svenske film  "Adam Og Eva":

 

ADAM

Er du træt?

(skal vi bolle?)

 

EVA

Ja

(nej)

 

ADAM

Jeg kan massere dig

(hvad med en hurtig?)

 

EVA

Jeg vil læse

(nej, sagde jeg)

 

ADAM

Du …det der hus, der er til salg, måske skulle vi alligevel kigge på det

(vil du så nu?)

 

EVA

Jeg troede du havde rækkehusangst

(tror du jeg hopper på den?)

 

ADAM

Det kan måske være meget hyggeligt at bo i hus

(det føles som om den er halvt inde)

 

Eva vender sig over mod Adam.

 

EVA

Hvis vi får børn vil det jo være perfekt med et stort hus

(så skal det være uden prævention)

 

Adam og Eva siger ikke noget men kysser hinanden.

 

ADAM

(det her er afpresning)

 

EVA

(helt sikkert)

 

 

Dialogen skal have en retning

Et venskab kan selvfølgelig godt etableres ved, at karaktererne bare mødes i al fredsommelighed og begynder at snakke om f.eks. en fælles interesse. Men det ville være en kedelig og temmelig ligegyldig scene/dialog, fordi den ville være totalt udramatisk. Ikke bare på det ydre, men også på det indre plan. For selvom den ydre konflikt f.eks. er farlig, så er det den indre konflikt og dennes udvikling, der for alvor gør en scene spændende. Hvis man f.eks. lader de to karakterer være uvenner som udgangspunkt, så viser man nemlig ikke bare to karakterer, der bliver venner, men to uvenner,der bliver venner, og det giver en scene retning.

 

Magt og modstand

Det er vigtigt, at der er en vis jævnbyrdighed mellem konfliktens parter. Det vil sige, at karaktererne skiftes til at styre og have magten i samtalen. Hvis den ene karakter konsekvent har overtaget og nærmest får lov at holde enetale for den anden, bliver dialogen ikke bare kedsommelig og belærende, men mister også sin spænding og fremdrift.

Det betyder ikke, at karaktererne skal være høflige og tilbageholdende. De må hellere end gerne tage magten, eller prøve at slippe af sted med at holde foredrag eller enetale for den anden – bare de får noget modstand.

 

Show it – don’t say it

Han undertrykker et lille smil. Hendes øjne flakker.

Vi ser det med det samme. Der skal uendelig lidt til, at publikum fanger, hvad der foregår. Der behøver tit ikke at blive sagt noget, fordi vi er så rutinerede i at aflæse hinandens mimik og kropssprog, at ord ofte er overflødige. Man siger sjældent tingene direkte med ord.

Vi tillægger handlinger langt større betydning end ord. For hvad hjælper det, at manden bliver ved med at sige, at han elsker sin kone, når han også bliver ved med at banke hende.

 

Ord er bare...ord

Ordene kommer som regel til kort, når det handler om de store følelser. Ingen ord kan beskrive dyb sorg eller stor smerte – eller stor kærlighed eller glæde. Ordene bliver tit for banale.

På film er det befordrende for identifikationen, når der ikke siges noget, fordi det giver publikum mulighed for at læse deres egne følelser ind og mærke dem – i stedet for at få dem forklaret eller beskrevet.

Der er næsten ingen grund til at lade karaktererne sige noget, men mennesker taler nu en gang sammen, så selvom man i videst mulig omfang bør udtrykke sig i billeder og handlinger, skal der selvfølgelig også skrives dialoger.

 

Vi holder ikke op med at tænke og handle fordi vi snakker

Når vi taler sammen, er vi aldrig 100% koncentrerede om samtalen. Vi laver alle mulige andre ting samtidig, eller er et andet sted, spekulerer på noget andet, eller sidder og venter på at sige det man gerne vil sige, eller godt ved hvad den anden vil sige eller bare synes samtalen er uinteressant … denne naturlige ukoncentration bør afspejle sig i dialogerne.

Lad karaktererne foretage sig noget, mens de snakker, så dialogerne kommer til at fungere som en del af handlingen, og vi samtidig undgår de meget konstruerede lad-os-sætte-os-ned-og-snakke-sammen-scener, hvor karaktererne udelukkende er beskæftiget med at tale og lytte. Med mindre man bevidst vælger det for at understrege en situation eller karakter.

 

Rummet påvirker os

Det er vigtigt at inddrage omgivelserne, når man skriver replikker. Vi reagerer på det, vi ser omkring os, og det der sker her og nu. Vi forholder os til det rum, vi befinder os i og til det, der kører i fjernsynet i baggrunden. Vi opfører os anderledes på et offentligt toilet end hjemme i vores eget badeværelse.

 

Mentale dialekter

Den bedste måde at lære at skrive gode dialoger er ved at lytte til, hvordan folk taler i virkeligheden. Hvor forskelligt de taler afhængigt af, hvem de er, og hvad der rører sig i dem.

F.eks. to forældre der begge vil deres børn det bedste. Men de er bare ikke enige om, hvad der er det bedste. Den ene er ansvarlig og den anden omsorgsfuld. De har deres vidt forskellige afsæt og hver deres både mentale og følelsesmæssige bagage. Derfor taler de heller ikke samme sprog.