Ekstraudstyr og apps til optagelse med tablet og smartphone

Den letteste måde at filme med en tablet/smartphone, er ved kun at bruge selve enheden og starte Kamera-app'en, som sættes i videomode. Man kan sagtens lave gode film på denne måde, især hvis man følger de anvisninger, der er i værktøjet At optage film på en iPad.

Rent teknisk er der mulighed for at løfte kvaliteten af filmproduktionen ved hjælp af forskelligt ekstraudstyr og en anden kamera-app.

Der kommer hele tiden nye produkter på markedet, så det kan være en god idé at få lidt vejledning til indkøb. Det giver fx Podconsult.dk og Hippomini.dk. Men pas på ikke at købe mere, end du har besluttet dig for - stativ og ekstern mikrofon giver stor værdi for produktionen; det gør fx vidvinkel og LED-lampe til montering på iPad ikke.

 

Ekstern mikrofon og vindhætte

Man får meget bedre lyd, hvis man kommer tættere på lydkilden ved at bruge en ekstern mikrofon monteret på en boomstang. Skal man optage almindelig tale er den ideelle afstand 0,5 meter.

Vindhætten fjerner effektivt vindstøj, så brug den altid ved udendørs optagelser.

VIGTIGT

VIGTIGT: De fleste mikrofoner har blot et kort mini-jackstik. Så du skal også have et minijack-forlængerkabel. Lige så vigtigt er et adapterkabel, som igen sættes i minijack-indgangen i iPad-en (hvis ikke adapterkablet bruges, bliver lyden optaget med iPad-ens interne mikrofon, selvom den eksterne mikrofon er tilsluttet).

 

Ipad Udstyr Lyd

TIP

TIP: Da det ikke er muligt at have medhør via høretelefoner under optagelsen, anbefales det kraftigt, at optagelsen lyttes igennem umiddelbart efter afslutningen af den, gerne med hovedtelefon. Samtidig vurderes billedsiden, skuespil mm. Det er nødvendigt at tage det vigtige adapterkabel ud og tilslutte høretelefonerne for at høre optagelsen.

 

 

Stativ

Sættes enheden på stativ, får man mere rolige og ofte mere velkomponerede billeder. Stativet er også velegnet til bløde kamerabevægelser.

Man kan bruge de fleste videostativer, hvis blot man har et særligt cover til enheden, hvor stativets bundplade kan skrues fast.

Ipad Udstyr Stativ

 

Kamera-app: Filmic Pro og Cinema FV-5

App-en Filmic Pro giver en bedre kontrol over kameraet i iPad-en. App-en kan meget mere end den indbyggede app Kamera. Til gengæld er den knap så intuitivt tilgængelig. Et alternativ til Android-enheder er Cinema FV-5. Begge apps koster ca. 50 kr., men de er det værd, hvis du skal filme meget, og det skal se godt ud.

Guiden herunder viser de væsentligste funktioner i Filmic Pro.

Filmicpro Lynguide

TIP

TIP: I både Filmic Pro og Cinema FV-5 kan man indstille billedkvaliteten. Sættes helst ikke højere end HD1280x720 og ca. 14MBS, da materialet ellers bliver for tungt at arbejde med i redigeringen.